FORENINGENS VEDTÆGTER

Havneforeningens generalforsamling afholdes hvert år den sidste tirsdag i april måned.

Vedtægter for Hornbæk Havneforening
1. Navn og adresse:
Foreningens navn er Hornbæk Havneforening med adresse i Hornbæk.
2. Formål:
Foreningens formål er at støtte Hornbæk Havn samt at bevare miljøet omkring havnen, herunder Skurbyen.
Foreningens hovedaktivitet er afholdelse af sociale arrangementer. Endvidere kan foreningen udøve
oplysende virksomhed, afholde fiskekonkurrencer samt understøtte røgning på havnen (Røgelauget).
3. Medlemmer:
Som medlem kan optages enhver, der interesserer sig for foreningens formål, som er fyldt atten år og er
godkendt af bestyrelsen. Medlemskabet er gyldigt, når medlemmet har betalt kontingent. I tilknytning til
Hornbæk Havneforening kan oprettes en ungdomsafdeling for unge under 26 år.
4. Kontingent:
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen og skal være betalt d. 15.januar hvert år. Der betales forud.
Hvis kontingentet ikke er indbetalt pr. 1. marts fører dette automatisk til udmeldelse af foreningen.
Bestyrelsen fastlægger procedurer for opkrævning og rykkere. Det påhviler medlemmet at holde
bestyrelsen ajour med ændring af adresse, evt. mailadresse og telefonnummer.
Udmeldelse kan ske skriftligt til bestyrelsen med virkning fra udgangen af kalenderår.
5. Bestyrelsen:
Foreningens ledelse varetages af en bestyrelse på syv medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for to
år. Der afgår skiftevis tre og fire medlemmer årligt. Når bestyrelsen er valgt, skal den konstituere sig inden
en måned med formand, næstformand, sekretær og kasserer. Formand og kasserer bør ikke afgå på samme
tid. I formandens forfald tiltræder næstformanden. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsesmøder afholdes så
ofte, formanden finder det nødvendigt, eller når mindst halvdelen af bestyrelsen skriftligt stiller forlangende
til formanden herom. Der føres protokol over de væsentligste punkter i forhandlingerne, som underskrives
af de tilstedeværende.
6. Økonomiske forhold:
Regnskabsåret følger kalenderåret. Kassereren opkræver kontingentet og fører årsregnskabet –
dokumenteret med bilag og ajourført medlemsliste. Foreningens pengebeholdning skal indestå på
bankkonto, bortset fra kontantbeholdningen til den daglige drift. Kasserer og Formand har adgang til
foreningens konti.
Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af Formanden og Kassereren i forening. Bestyrelsen er ansvarlig
overfor Generalforsamlingen for regnskab og fremlæggelse af budget. Regnskabet revideres af de på
Generalforsamlingen valgte revisorer.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtigelser, der påhviler
foreningen.
7. Generalforsamling:
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år den sidste tirsdag i april måned og indvarsles senest fjorten
dage forud med fremsendelse til medlemmerne af dagsorden samt revideret regnskab og forslag til
fastsættelse af kontingent. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må være formanden i
hænde senest otte dage før generalforsamlingen. Generalforsamlingen vælger en dirigent til at lede denne.
Formand og kasserer aflægger beretning og revideret regnskab til godkendelse. Der foretages valg af to
suppleanter til bestyrelsen samt to revisorer, der alle vælges for ét år. Generalforsamlingen er
beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, undtaget de tilfælde, hvor der er foreslået
vedtægtsændringer. Der kræves da, at mindst halvdelen af medlemmerne er tilstede. Såfremt dette ikke er
tilfældet, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling inden fjorten dage, og den er så beslutningsdygtig
uanset antallet af fremmødte.
8. Ekstraordinær Generalforsamling:
Bestyrelsen kan til enhver tid indkalde til ekstraordinær generalforsamling med angivelse af motiveret
dagsorden. Bestyrelsen skal indkalde til ekstraordinær generalforsamling, såfremt der indsendes skriftlig
anmodning derom, underskrevet af mindst én tredjedel af medlemmerne. Den ekstraordinære
generalforsamling skal indkaldes med otte dages varsel og skal finde sted senest fjorten dage efter
anmodningens modtagelse.
9. Afstemning:
Afstemninger på såvel ordinær som ekstraordinære generalforsamlinger og bestyrelsesmøder afgøres ved
simpelt flertal. Hvis stemmerne står lige, gør formandens stemme udslaget. Anmodning om skriftlig
afstemning skal følges. Valg til bestyrelse afgøres efter begrebet simpelt relativt flertal. I tilfælde af, at der
opstilles flere kandidater, end der er brug for, udleveres der stemmesedler til alle stemmeberettigede. Der
må på stemmesedlen højst skrives et antal navne svarende til det antal kandidater, der skal bruges til
bestyrelsen. Afgivelse af stemme ved fuldmagt kan ikke finde sted.
10. Foreningens ophævelse:
Ophævelse af foreningen kan kun ske, når det vedtages på to efter hinanden følgende generalforsamlinger.
Ved ophævelse af foreningen overgår eventuelle ejendele til Hornbæk Havn.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling i Hornbæk, fredag den 07.05.1976.

Senest ændret på Generalforsamlingen den 30.4.2024